Tilknyttet den offentlige sygesikring
Hos psykologer der er tilknyttet sygesikringen, kan der ydes psykologbehandling med tilskud fra det
offentlige.
Følgende personer er omfattet af den offentlige sygesikrings tilskudsordning:
- Røveri- eller voldsofre (herunder også ofre for psykisk vold).
- Trafik- og ulykkesofre.
- Pårørende til alvorligt psykisk syge personer.
- Personer ramt af alvorligt invaliderende sygdom. (Herunder også
f.eks. personer ramt af invaliderende svær depression)
- Pårørende til personer ramt af invaliderende sygdom.
- Pårørende ved dødsfald.
- Personer, der har forsøgt selvmord.
- Kvinder, der får foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge.
(Denne hjælp kan ydes forud, når anmodning er fremsendt til abortsamrådet).
- Personer, der inden det fyldte 18. år har været ofre for incest eller andre seksuelle overgreb.
- Personer med let til moderat depression og er mellem 18 og 37 år gamle (såfremt den pågældende ifølge sundhedsloven har ret til psykologhjælp (altså er gruppe 1- og 2-sikrede)).
Hændelsen skal have fundet sted højst 6 måneder forinden, men der kan dispenseres fra denne regel i op til et år. Det er din læge der ud fra reglerne afgør om du vil kunne få en henvisning med tilskud.
Personer, der kommer under henvisningsårsagerne 1 – 9 har kun mulighed for at få én henvisning pr. begivenhed og kan således få tilskud til op til 12 konsultationstimer, mens personer, der kommer under henvisningsårsag 10 som de eneste har mulighed for én genhenvisning og disse har således mulighed for at få tilskud til op til 24 konsultationstimer.
Ud over det offentlig tilskud er der en egenbetaling som klienten selv skal betale. Den første konsultationstime koster kr. 370,00 og de følgende timer kr. 306,00 pr. time.
Er du pensionist kan du henvende dig på dit pensionskontor og få mere at vide om dine muligheder for at få tilskud.
Har du ikke råd til selv at betale egenbetalingen for behandlingen hos en psykolog, kan du søge din kommune om at få dækket din egenbetaling. Du har krav på en hurtig sagsbehandling hvor din sagsbehandler udelukkende skal afgøre om du opfylder de økonomiske trangskriterier.